Tilbage

Nyhedsbrev uge 8 2021

Som I sikkert er bekendt med, gennem dagspressen, så er der atter besøgsforbud på botilbud i Herning Kommune. Et besøgsforbud hos os betyder, at I som pårørende ikke må færdes på fællesarealerne, og max. to besøgende må opholde sig i beboernes lejlighed eller i vores garage.
23. februar 2021

 Kære pårørende

 

Så er en helt utrolig "vinterferieuge" forbi, og hold da op en uge det har været rent vejrmæssigt. Og se vejret i dag, er det ikke skønt? Lad os håbe, at det er startskuddet til et herligt forår. 

Som I sikkert er bekendt med, gennem dagspressen, så er der atter besøgsforbud på botilbud i Herning Kommune.

Et besøgsforbud hos os betyder, at I som pårørende ikke må færdes på fællesarealerne, og max. to besøgende må opholde sig i beboernes lejlighed eller i vores garage.

De to pårørende, som må komme på besøg i denne periode, vil personalet gerne vide navnene på.

I vil ligeledes blive spurgt om I har symptomer på Covid - 19. Vejledningerne omkring det at spritte af og vaske hænder er stadig gældende.

Der er ikke udgangsforbud, så beboerne må gerne komme hjem på weekend eller besøg. Husk blot at alle forskrifter omkring det at undgå at blive smittet bliver overholdt.

Det er stadig muligt at komme i Aflastningen.

Personalet indkaldes nu til vaccination og vi håber ikke, at vi bliver en del af den statistik hvor flere bliver utilpas efter vaccinationen. Hvis der er nogle af jer, som tror på det med at krydse fingre, så må I gerne gøre det fra på fredag og en uge frem. 

Vi kender endnu ikke datoen for vaccination til beboerne. Hvis I ikke allerede har afleveret/sendt underskrevet samtykke til os angående vaccination af jeres voksne barn, så må I meget gerne gøre dette snarest.

Den gode nyhed som også skal med i dette nyhedsbrev er, at årets gave til os selv er en taxacykel. Det har været et stort ønske i mange år, og nu er det lykkedes os, at finde pengene til en sådan. Når cykel er vel ankommet, så skal I være hjertelig velkommen til at bese vores nye vidunder. Måske endda prøve den.

Med hensyn til ferieophold i sommeren/sensommer, så har vi ikke booket noget indtil nu. Vi håber dog, at der i efteråret vil blive åbnet op for denne mulighed.

Med ønsket om et lunt og lyst forår fra os alle på Rosenholm.

 

 

Kontaktinfo

Nicolai Olsen
professionsbachelor i pædagogik
Tlf.: 96284281
Send e-mail til rohno@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.