Tilbage

Nyhedsbrev uge 11

Onsdag var vi godt i gang med at planlægge en fest på Rosenholm, torsdag afviklede vi den, og i dag er vi vendt tilbage til hverdagen med en ny hverdag. En mere sikker hverdag idet næsten alle blev vaccineret mod Covid – 19.
24. marts 2021

Kære pårørende

Onsdag var vi godt i gang med at planlægge en fest på Rosenholm, torsdag afviklede vi den, og i dag er vi vendt tilbage til hverdagen med en ny hverdag. En mere sikker hverdag idet næsten alle blev vaccineret mod Covid - 19.

Vi ville så gerne kunne have delt de mange stjernestunder vi oplevede. I får lige et par af oplevelserne fortalt her.

Da der blev lukket op for vaccination, kom en beboer løbende, og på vej mod lægen råbte vedkommende: "Jeg er klar". 

Det var lægen, der skulle vaccinere, ikke vant til at se, men nu fik han den oplevelse med.

En af beboerne var meget utryg ved at skulle vaccineres, så vedkommende fik lov til at sidde på en stol tæt på vaccinepersonerne, således vedkommende kunne blive mere tryg ved det. Der sad vedkommende og så mange beboere blive vaccineret samtidig med, at personalet på skift kom med opmuntrende kommentarer til vedkommende. Blev vedkommende så vaccineret - selvfølgelig.

En beboer mødte op med bar overkrop, for nu skulle den vaccine indenbords. Sej beboer, som efterfølgende var meget omsorgsfuld over for dem, som efterfølgende blev vaccineret.

En beboer havde i lang tid været meget bekymret for dette prik. Lad mig sige, at personalet også var bekymret for, om det ville lykkes at motivere vedkommende til at lægge arm til vaccinen. Men det hele gik meget hurtigt og jublen ville ingen ende tage, da vaccinen var givet.

Der var en beboer, som ikke ønskede at blive vaccineret, men personalet sammen med lægen motiverede vedkommende, kom vedkommendes bedste ven hen og strøg vedkommende kærligt hen over håret.

Festen i salen, musik, sodavand, kagemand til færdigvaccineret afdeling var på et tidspunkt ved at blive så hyggelig, at enkelte beboere skulle motiveres til gå tilbage til afdelingen.

Gratulerede vi beboerne med deres vaccine? Ja det gjorde vi.

Motiverede vi beboerne til at blive vaccineret? Ja det gjorde vi.

Trøstede vi, når det blev for svært? Ja det gjorde vi.

Havde vi en fest? Ja det havde vi.

Glæder vi os til d. 8. april (foreløbig dato for anden vaccine)?

JA DET GØR VI !

Bliver der fest igen? Ja det gør der.

Blev nogle beboere utilpas indenfor observationstiden i salen? Nej

Blev nogle vaccineret med magt? NEJ for magt er ikke noget vi bruger i det pædagogiske arbejde.

God weekend til jer pårørende. I kan være så stolte af jeres voksne børn, de gjorde det så godt.

Tak til alle medarbejdere, som deltog så motiverende og aktivt i, at få flest mulige beboere vaccineret og dermed hjalp beboerne op på det øverste trin.

                                         Hilsen 

                                  Susanne Kjeldsen

Kontaktinfo

Nicolai Olsen
professionsbachelor i pædagogik
Tlf.: 96284281
Send e-mail til rohno@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.