Rosenholms aktivitetstilbud hedder Kridthuset og har 12 brugere tilknyttet.
Hos os ønsker vi at skabe en meningsfuld hverdag for dig. En hverdag hvor vi fokuserer på dine individuelle ønsker, behov og kompetencer, men også hvor vi prioriterer socialt samvær og relationer højt.
I Kridthuset stræber vi efter at tilbyde et trygt miljø, som vægter din trivsel og samvær højt. Vi vægter den pædagogisk anerkendende tilgang, hvor vi møder alle med respekt og forståelse. Relationsarbejdet er et vigtigt element ind i dette.
Kridthuset er et sted, hvor hverdagen er præget af god stemning, positivt samvær og livsglæde. Vi har forskellige faggrupper ansat, med hovedvægten af pædagoger, og pædagogmedhjælpere og vi prioriterer faglig og kollegial refleksion højt. Hos os har vi faglige kompetencer inden for neuropædagogik, KRAP og sanseintegration, som vi bruger aktivt ind i hverdagen. Vi har ligeledes idrætscertificerede medarbejder, der sætter bevægelse og motion på dagsordenen.
Vores aktiviteter tager udgangspunkt i den sundhedsfremmende tanke – både fysisk og mentalt. Vi tilbyder mulighed for sanseudfoldelse, udelivsaktiviteter, sang og musik samt motion og bevægelse. Det tilstræbes at alle der kommer i Kridthuset er ude af huset en eller flere gange om ugen; blandt andet i form af busture ud til naturområder, ude i haven med fx bålaktivitet, gåture ved søen eller cykelture.
Mange brugere i Kridthuset elsker ture ud i det blå, og vi arbejder på denne måde med at skabe mulighed for at opleve naturens planter, dyr mm. på tæt hold, samt opleve naturens sansestimuli og udelivet gennem alle årstider – det er alt sammen med til at give mental trivsel.
Indendørs bliver vores Snoezelrum ofte anvendt. Her har jer der kommer i Kridthuset mulighed for at styrket deres kropsopfattelse og fornemmelse gennem rummets mange muligheder for sansestimulering. Musik og sang er også en del af hverdagen, ligesom årstidens og husets traditioner. Vi er glade for traditioner, der fejres med fællesskab omkring forarbejdet og forventningens glæde. Denne forventningsglæde opstår bl.a. med kreative aktiviteter som bordpynt, borddækning og madlavning.
Der serveres dagligt frokost i dagtilbuddet med fokus på den sunde kost, vi laver bl.a. suppe en gang om ugen, gerne over bålet i haven. Hver fredag har vi en anden kærkommen tradition; ”pølsefredag”. Så laver vi en frokostret indeholdende pølser. Brugerne er aktive og med til at fremstille maden, og så serverer vi en øl eller cola til. Det er en velkendt og efterspurgt afslutning på ugen.
Fakta: Kridthuset er organiseret som et aktivitets- og samværstilbud efter §104.